12.03.2006

Ces't nest pas une synopsis...

Kære medstuderende!

Vores hidtidige projekt fik lige en gang i centrifugen, da vi interviewede folk i den virkelige verden i sidste uge (den slags er faaarligt), og derfor har vi været nødt til at tage vores opgave op til kraftig revision. Derfor får I ikke en synopsis på 1000 ord, men derimod to skitser, som gerne skulle sige noget om den nye retning, vores projekt kommer til at gå i. Den første viser en overordnet opgavestruktur, hvor vi ikke ender ud med et produkt, men istedet starter med et, som vi efterfølgende analyserer på (- se 2.skitse) ud fra fire interessenters "briller". Der er ikke så mange ord under brillerne endnu, men de kommer!

En ny problemformulering kunne lyde som følger:

Hvilke barrierer og potentialer har et system til videndeling om/blandt medarbejdere, som er baseret på tankerne bag Web 2.0, hvis man putter det ind i en lukket ramme i form af en virksomhed, hvor et vist element af tvang og/eller kontrol er en del af systemets eksistensvilkår?
Det var ordene! Vi ses i morgen...































10.27.2006

Projektvalgsnotat

Kompetencebanken (arbejdstitel)
- et brugerstyret medarbejdersystem til Dansk Røde Kors



ABSTRACT
Opgavens formål er at undersøge, hvordan der kan laves et stykke socialt software til Dansk Røde Kors, som synliggør medarbejdernes kompetencer og samtidig understøtter intern kommunikation og netværk mellem medarbejderne.

Opgaven indeholder en interview-undersøgelse, som skal afdække virksomhedens behov, samt en analyse af andet socialt software.

Der gennemgås kort teorier omkring, hvordan motivation spiller en afgørende rolle i forhold til, om folk tager et interaktivt system til sig og bliver aktive medspillere. Desuden afdækkes teoretiske vinkler på videndeling med fokus på medarbejdernes kompetencer; på hvordan tanker omkring web 2.0 kan inkorporeres i et system til Dansk Røde Kors og endelig inddrages relevante teorier og teknikker omkring systemudvikling.

Afslutningsvis operationaliseres den beskrevne teori og empiri, og opgaven munder ud i en kravspecifikation til et stykke socialt software til Dansk Røde Kors.


Motivation
Baggrund
”Medarbejderne er virksomhedens vigtigste ressource”.

Virksomheder og organisationer eksisterer i dag i en virkelighed, hvor der – til forskel fra tidligere tiders paradigmer - er stor opmærksomhed på den menneskelige ressource, nemlig medarbejderne. Det er vigtigt for virksomhederne at afdække sine medarbejderes viden og kompetencer og derfor er der fornuft (og penge) i videndeling på dette felt.

Samtidig er der i dag stor fokus på netværk. I Netværkssamfundet handler det ikke længere kun om, hvad man kan, men I lige så høj grad om hvem man kender. Gennem opbygning af netværk i virksomheder, som går på tværs af afdelinger og faggfrænser, kan
virksomheden styrke den interne videndeling og være med til at understøtte nye tanker og idéer.

Et sådan netværk ligger godt i tråd med tankerne omkring Web 2.0 og vi mener, at det er oplagt at skabe et stykke socialt software til brug internt i organisationer.

Case
I Dansk Røde Kors (DRK) mangler man pt. et værktøj til at afdække medarbejdernes kompetencer og arbejdsfelt, og der spildes nu megen arbejdstid med at ”finde” hinanden. Samtidig kan det som medarbejder være svært at opdage mulige interne samarbejds-partnere, da organisationen er temmelig stor, og derfor kan virke uoverskuelig for den enkelte, for hvor og hvordan skal man lede?

Denne opgaves formål er derfor at lave et system, der kan understøtte:
• Synliggørelse af ressourcer/kompetencer
• Netværk (Formelt / uformelt, personligt / fagligt)
• Kommunikation/sparring mellem medarbejderne.
• Brugerstyring

At et system til DRK skal være brugerstyret begrunder vi med, at en central styret og opdateret system omhandlende medarbejdernes kompetencer vil være for langsomt og for svært at opdatere. Medarbejderne (- og deres kolleger) kan selv bedst overskue og ikke mindst opdatere egne personlige kompetencer, som kan være erhvervet både i og uden for virksomheden. Samtidig giver brugerstyringen mulighed for at lave både formelle og uformelle netværk på tværs af organisationen, hvilket ikke understøttes af et centralt styret system.




Foreløbig problemformulering


For at kunne besvare ovenstående problemformulering, har vi formuleret en række spørgsmål, der vil blive behandlet i opgaven:


Case

• Hvilken viden deles nu i forbindelse med medarbejdernes kompetencer og netværk (formelle/uformelle, personlige/faglige)?
• Hvordan deles denne viden?
• Hvilke behov findes i forbindelse hermed? (dækkede og udækkede)
• Findes der nogle barrierer i organisationen i forhold til at få et brugerstyret system til at fungere og blive brugt?

Værktøjer
• Hvordan kan vi lade os inspirere af eksisterende værtøjer?
o F.eks. Biblnet, MySpace osv.?

Sociologisk vinkel
• Barrierer og potentialer?
o Hvad får folk til at bruge sociale netværksredskaber? Eller: Hvad kan få medarbejderne til at bruge dette redskab?
o Motivationsteori --> Pay-off / Gain?
o Fællesskaber
o Virksomhedskultur
o Hæmninger

Produkt til DRK
• Hvad er formålet med produktet/værktøjet? (Hvad skal folk kunne med det/få ud af det?)
• Hvilke funktioner/elementer skal værktøjet indeholde/kunne håndtere?
• Teknisk udformning?
• Grafik/brugervenlighed?


Metodeovervejelser

Empiri
Vi forestiller os, at vores empiriske grundlag er interview foretaget i DRK. Afhængig af tid vil vi enten ”nøjes” med at interviewe vores kontaktperson, Pernille Hvitnov, i DRK, som har arbejdet en del med at ”opfinde” et internt kompetenceafdækningssystem, eller vi vil interviewe flere medarbejdere, som arbejder forskellige steder i organisationen. Dette vil vi gøre, for at få afdækket yderligere behov og problemer, og også for at få en fornemmelse af, hvordan forskellige medarbejdergrupper vil modtage og bruge et brugerstyret system.

Som empirisk grundlag vil vi desuden lave en undersøgelse af eksisterende løsninger, der kan give inspiration til vores eget produkt.

Teori
Vi har endnu ikke besluttet os for hvilke konkrete teorier, vi vil bruge. Men vi forestiller os, at teorier fra følgende områder vil kunne bruges:

- Systemudvikling/SSM (F.eks Rich picture)
- Videndeling (fokus på kompetencer)
- Sociologi (fokus på motivation)
- Netværksteorier
- Web 2.0
- Usability

Idéer til system
• Grundlæggende: Profil med billede
• Medarbejdere skal kunne tagge hinanden, så man kan tilføje kompetencer til en kollega.
• Personlig linksamling, tagget
• Søgeværktøj
• Gruppeværktøjer
• Mulighed for visualisering af netværk
• Blog-mulighed
• Mulighed for deling af dokumenter, f.eks. billeder fra julefrokosten
• Præ-defineret kompetenceliste med forslag til kompetencer

10.06.2006

Biblioteksregler 2.0

The Loft er ImaginOn's sted kun for teenagere...

- Jf. Lauras handout forleden med bibliotek 1.0 (eller var det 0.0?) ordens-
reglerne.

RESPEKT!

9.28.2006

biblioteksmusikvideo

Noget så sjældent som en biblioteksmusikvideo. (Link også postet på gruppebloggen)
http://tametheweb.com/2006/09/steal_this_idea_quicker_than_a.html

9.13.2006

Startrefleksion (2. Tankeboble)

Jeg var på nettet første gang i 96 i et kontorfællesskab, hvor en af virksomhederne havde været så fremsynet at få en opkobling. Det jeg husker tydeligst fra min første tid på www var en aften, hvor en kollega/veninde og jeg skulle i byen direkte fra arbejde (- vi arbejdede længe :). Vi kom først meget sent af sted, fordi vi havde en fest på Paddynet, et irsk chatsted, som min veninde havde fundet. Det var (dengang) en syret oplevelse. Os to siddende i et musestille weekendlukket kontormiljø foran en computer, skraldgrinende, med et tekstvindue på skærmen. Men verden var i det tekstvindue (nåja, nok mest Irland), og den var sjov! Min veninde udviklede senere også store venskaber via Paddynet, og jeg fulgte interesseret med fra sidelinjen (det var hende, der havde opkoblingen).
Det der fascinerede mig mest dengang var den umiddelbare måde, man kunne kommunikere på – hovedsagelig via chat og e-mail. Og det var det der gjorde mig ”hooked” på nettet. Chatten har jeg senere droppet, men e-mail er – selvfølgelig - fuldstændig uundværlig.
I 97 startede jeg på Mediekoordinatoruddannelsen (den hedder i dag Multimediedesigner), og gik på den første årgang af uddannelsen. Her beskæftigede vi os hovedsageligt med cd-rom produktion, men lavede indimellem også internetbaserede projekter. Vi synes selv, at vi var cutting edge! Ca. halvandet år efter vi var færdige, bristede internetboblen desværre, og de fleste af os blev efterhånden arbejdsløse. Selv arbejdede jeg en overgang som slavegrafiker i en (hedengangen ha!) internetvirksomhed, som jeg til sidst besluttede at flygte langt væk fra. Og det var slutningen på min korte men glorværdige webgrafiker-karriere.

Men min interesse for mediet forsvandt ikke, og jeg har pt. meget svært ved at forestille mig et liv uden www, mail osv. Jeg opfatter nettet som det mest oplagte redskab til stort set hvad som helst, og jeg kan stadig blive overrasket og begejstret over dets muligheder. Hvad gjorde vi inden www??? Det var jo analog stenalder!

Det sidste stykke tid har min faglige interesse hovedsagelig ligget i håndtering af billeder i online billeddatabaser. På
Dansk Røde Kors, arbejder jeg med udvikling og vedligeholdelse af deres billeddatabase, og i sidste semester skrev jeg to opgaver om… ja, billeddatabaser. Den ene om Bolgersen (er der en klokke der ringer?) og den anden om en online kunstdatabase med CBIR-funktioner; non-verbal billedsøgning (Det er helt vildt spændende. - Vil gerne skrive lidt om det, hvis der er nogen, der er interesseret). I forbindelse med denne opgave lavede jeg en kort undersøgelse af Flickr, som jeg blev meget fascineret af. Flickr er anderledes end nogen anden billeddatabase, fordi den er så brugerstyret og i øvrigt på alle måder nytænkende ift. billedhåndtering.

Da jeg hørte introduktionen til valgfaget, kom jeg straks til at tænke på Flickr, og at det kunne være en mulighed for - måske - at beskæftige sig med endnu en billeddatabase, men fra et nyt perspektiv. Andre spændende emner kunne være noget med web 2.0 og usability (ikke at jeg har tænkt så meget over det, men det har
Kristoffer vist).

Samtidig synes jeg, at den brugerskabte web lød som et fag, der kunne perspektivere den uddannelse jeg går på. I vidensorganisation, som jo er det centrale fag på uddannelsen, har vi fokuseret på at få (central) kontrol på forskellige måder. I den brugerskabte web handler det om at give kontrollen fri, og hvordan man/vi håndterer den situation. Det må automatisk influere på vores syn på brugerne, på mediet og på os selv som ’vidensarbejdere’. Jeg er sikker på, at dette fag om et år eller to bliver obligatorisk.

I forhold til hvor længe jeg har været på nettet, er jeg på mange områder stadig en total novice. Jeg har f.eks. aldrig før prøvet at skrive i en blog, og jeg har aldrig rettet i en wiki. I det hele taget har jeg brugt nettet fuldstændig asocialt, og holdt mig langt væk fra al ’socialt software’ (som jeg nu har lært, at det hedder). – Se hvorfor i tankeboble 1. Derfor glæder jeg mig nu til at udvide mine sociale web-horisonter og begynde at dele med jer, som deler med mig. Man bliver helt rørt!

Tak for opmærksomheden. Slut for nu.

9.07.2006

1. Tankeboble

Så er jeg igang med at skrive det første indlæg på min blog. Måske bliver dette til startreflektionen. Intet vides med sikkerhed endnu.

Første undervisningsgang i 'den brugerstyrede web' virkede utrolig spændende, og jeg synes allerede, jeg har fået mine første aha-oplevelser. Mest i forbindelse med blogs og deres brug. Jeg har grundet lidt over, hvorfor jeg er gået langt uden om blogs førhen, og er kommet frem til, at jeg har opfattet blogging som lidt usmageligt. Et forum hvor pladsen blev brugt på navlepilleri eller på at bræge (uinteressante) holdninger ud. Sådan lidt firkantet sagt... Det er lidt den samme oplevelse som at overhøre en mobilsamtale i en bus eller at se Bigbrother, for den sags skyld. Det bliver hurtigt for privat (for mig ihvertfald).

MEN jeg har stærkt på fornemmelsen, at jeg har været en smule forudindtaget, og at virkeligheden forholder sig en smule anderledes. Og det er jo skønt at opdage at verden er et bedre sted, end man gik og troede. :)

Jeg begynder også at kunne se et potentiale i at bruge blogs til andre ting end private formål. F.eks. har jeg lige opdaget at Ordrige Onsdage har en blog.

http://www.ordrigeonsdage.blogspot.com/

- Måske kan denne opdagelse få mig til at dukke op til et af deres sikkert glimrende arrangementer.

Samtidig har jeg lige foreslået min chef at vores afdeling skulle have en fælles blog. - Det er en kommunikationsafdeling, så jeg forestiller mig at det kunne være relevant. Desværre kunne jeg ikke rigtig give så meget kvalificeret info om emnet, så jeg har lovet at vende tilbage, når jeg er blevet klogere. Og det regner jeg med at blive snart!

Længere kommer jeg vist ikke i aften...